Det er det her, man tager på efterskole for

Det er det her man tager på efterskole for

Utopia 2021 

Af Ellen Toräng og Ella-Malou Vogel

Nu er en festlig uge med politik, drama og høj gejst gået, og sikke en uge det var! Det har været en uge fyldt med nye oplevelser og venskaber på tværs af linjefag og husgrupper. Sammen har vi formået at opbygge vores eget samfund på Baunehøj, nemlig “Utopia”.

Tre partier med vidt forskellige ideologier og strategier har sammen med resten af skolen knoklet for at få Utopia til at løbe rundt. Partierne havde markant forskellige holdninger og meninger om de forskellige debatterede emner, og repræsenterede hhv. socialismen, liberalismen og konservatismen

Vi startede ugen med en lille usikkerhed og nervøsitet om hvad denne uge, som af lærerne ofte blev omtalt som sindssyg og noget at se frem til, skulle bringe. Allerede fra de første par timer af mandagen, var den engagerede og livlige stemning spredt rundt på hele skolen. Når vi kom tilbage i vores huse om aftenen, var smilene slidte og kroppene trætte efter nogle lange og vanvittige dage.

\"\"

Gennem den sidste uge har lærere og elever samarbejdet på en ny og spændende måde, for at skabe denne fest af en uge. Elever og lærere trådte i rollerne allerede til morgenmad, hvor kostumerne og rollerne var påtaget. Pressen sørgede for en underholdende tv-avis, der afslørede store skandaler, som kunne have stor betydning for et partis popularitet. Skyggerne af disse skandaler fulgte partierne helt til valgdagen.

Torsdagen var den store valgdag, som hele ugen havde ledt op til. Event-holdet havde sørget for en totalt gennemført eftermiddag og aften. Gymnastiksalen kunne ikke genkendes efter holdets hårde arbejde. Debatscenen blev indtaget af partiernes formænd (eller forpersoner) og ordstyrerne fra event. Herefter startede en heftig debat, der kom rundt om vidt forskellige emner som kultur, stat, uddannelse og klima. Efter debatten gik turen til stemmeboksen og man skulle nu træffe det svære valg om hvilket parti, der havde gjort det endnu bedre end de andre. Efter en festlig aftensmad med både hovedret og dessert, blev befolkningen mødt med drinks og snacks før den store afsløring skulle finde sted. Farvede lys, høj musik og konfetti regnede ned over det konservative parti ”Dannebrogs Disciple”, da de trådte i kraft som Utopias nye regering.

Sejren blev fejret med dans og rosende ord til alle deltagere i Utopia 2021.

Det har været en oplevelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet fra vores efterskoleophold indtil videre, da vi har kunnet opleve hinanden og lærerne på en helt ny måde. Den entusiasme og alvor omkring rollerne, var noget der overaskede alle og styrkede fællesskabet. Vi elever fik chancen for at kunne råbe om individets frihed, mens vi var bundet fast til sten, og optræde med abstrakte danse foran spisesalen uden at være fuldt af den ellers, hos mange, påtrængende selvbevidsthed.

“Det er det her, man tager på efterskole for” var en sætning og mening som mange på skolen delte efter denne uge.

\"\"