Det inkluderende undervisningsmiljø
Inklusion
i Baunehøjde
Optagelse for elever med særlige behov.
Specialundervisning og inklusion.
Målgruppen for disse puljer er normaltbegavede elever med
særlige behov.
Specialundervisning
Elever der er udredt for diagnoser som for eksempel ADHD,
ADD, autisme eller har andre særlige udfordringer og med et
behov for specialundervisningsstøtte på 9 timer eller mere og som
har en aktuel pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) fra den kommunale
psykologisk-pædagogiske rådgivning skal bruge linket til ”optag med
specialundervisning”. Vi optager op til 8 elever om året i denne pulje. Puljen
er målrettet elever, der kan magte efterskolens hverdagsprogram og matche de
øvrige elever på en almen efterskole med ekstra støtte fra de voksne på skolen.
Vi vil være behjælpelige med indhentning af oplysninger og
dokumentation fra myndighederne, da vi søger at sikre at stat og kommune får
givet den rette støtte der ligger til grund for indsatsen.
Inklusion
Elever, der er udredt for diagnoser som for eksempel ADHD, ADD, autisme
eller har andre særlige udfordringer eller behov, som ikke er takseret til 9
timer eller mere af PPR, skal bruge link til ”det almene optag” og gøre os
opmærksomme på særlige udfordringer ved tilmeldingen.
Du kan ikke søge om optagelse på Baunehøj hvis:
Eleven lider af svær depression, udadreagerende eller selvskadende adfærd,
har behandlingskrævende diagnoser og forstyrrelser, der vil udfordre skolen på
en måde, vi ikke realistisk kan håndtere.
Hvorfor inklusion?
Det er en udbredt misforståelse, at en elevs udfordringer
forsvinder i nye omgivelser med ønske om at give eleven ”en frisk start”.
Derfor er det vigtigt for elevens trivsel og vores arbejde, at vi er vidende om
eventuelle udfordringer forud for efterskoleopstarten.
Hvad enten eleven har behov for specialundervisning
(omfattende) eller inklusion (mindre omfattende) vil vi forud for opstarten af
skoleåret indkalde til en samtale, hvor vi i samarbejde med jer vil skabe
overblik over udfordringer, modtaget støtte fra tidligere skole mv. og med det
udgangspunkt lave en handleplan for støttebehovet under efterskoleopholdet.
Samtalen og inklusionsplanen skal medvirke til at afstemme forventninger og
give os mulighed for at tilrettelægge støtten ud fra elevens behov.
Vi ser inklusion som en dynamisk proces, hvorfor planen justeres og evalueres
løbende med eleven som medspiller.
Støtte i undervisningen:
Støtten på Baunehøj tilpasser vi til den enkelte elev og kan foregå på
flere måder f.eks. ved:
–
Støtte i den almindelige undervisning
–
To-lærerordning
–
Undervisning på særlige hold og andre ekstraordinære holddannelser
Vi har fokus på kvaliteten af de muligheder vi giver og de
rammer, vi sætter for vores elever. Vi arbejder for, at alle elever skal have
lige muligheder for deltagelse i det faglige læringsfællesskab i klassen. Det
inkluderende arbejde på Baunehøj Efterskole gælder som udgangspunkt derfor alle
elever og lærere og fungerer ikke som en særskilt ”satellit”.
Støtte med socialt fokus
Vores elever er inddelt i blandede husgrupper med højst 15 elever. Hver
husgruppe har en husgruppelærer som følger eleverne tæt i deres hverdag og
dermed også i deres sociale tilgang til efterskolelivet. Huslæreren kommer tæt
ind på livet af eleverne med en intention om at støtte den enkelte i at opnå
gode sociale kompetencer.
Hvis der er behov, kan skolen efter aftale og i samarbejde med hjemmet søge
midler til ekstra støtte. Tiltaget vil kunne indgå som en del af
inklusionsaftalen som en mentor-ordning. Hvis der opstår behov for
psykologhjælp under efterskoleopholdet, anbefaler vi, at eleven benytter en
psykolog i nærheden af egen bopælsadresse. Forældrene afholder selv udgiften
hertil.
Dokumentation:
Søger eleven optagelse under specialundervisningspuljen skal der foreligge
en PPV forud for optagelsen. Vi udbeder os først dokumentation hvis eleven får
en plads. Kommunen har pligt til at udarbejde en opdateret PPR-udtalelse, hvis
støttebehovet er over 9 ugentlige støttetimer.
Er I i tvivl om hvilken dokumentation, der er relevant i forbindelse med
optagelsen, kan I skrive en mail til be@baunehoej.dk.
Har eleven behov for inklusion, men ikke specialundervisning, vil vi i
samarbejde med forældrene bede om udtalelse fra tidligere skole.
Besøg os:
Er Baunehøj det rigtige sted for eleven? Hvis I har spørgsmål eller er
interesserede i et møde vedr. inklusionsoptag og gerne vil have en rundvisning
på skolen, er I velkomne til at skrive til sb@baunehoej.dk
Bemærk at vi modtager mange henvendelser vedrørende
specialundervisning og inklusion og at vi derfor i perioder kan have lang
responstid på disse spørgsmål.
Inklusion i Baunehøjde
På Baunehøj Efterskole ser vi forskellighed som en styrke og
en vigtig ingrediens i et godt fællesskab. Vi ser det som en forudsætning for
et velfungerende samfund, både at alle har lige adgang til fællesskabets goder
og at alle anses som naturlige bidragydere. Inklusion er en gevinst for alle og
skaber stolthed og tryghed i hele elevflokken. Vi har alle forskellige roller
og masker som indbefatter udfordringer og muligheder. Inklusion handler derfor
ofte om at finde eleven bag masken. Når vi taler om inklusion, må vi
antage, at der er elever, som bliver opfattet som nogen, der står udenfor
fællesskabet og måske også selv oplever at være ekskluderet. Man kan altså godt
opleve at være rummet uden at være inkluderet, og det er ikke godt nok for os.
Det hjælper ikke noget at få støtte i undervisningen, hvis man føler sig
udenfor i elevfællesskabet. Vores fokus er derfor først og fremmest at skabe et
rummeligt fællesskab og indenfor det fællesskab – i kraft af det fællesskab –
at hjælpe de elever, der har særlige, individuelle behov. For at behandle alle
elever lige, er det nogle gange nødvendigt at behandle nogle elever
forskelligt.
Baunehøjs målsætning for arbejdet med inkluderende
fællesskaber
Baunehøj Efterskole ønsker at medvirke til at sikre elevens sociale og
faglige udvikling ud fra skolens grundlæggende princip om læring i fællesskab.
Det er vores klare overbevisning, at der i enhver ung ligger et ønske om og et
behov for at lykkes med livet – og som efterskoleelev. Vores målsætning
er at give eleven tro på sig selv og egne evner, så den unge får mulighed for
at udvikle sig fagligt og socialt under efterskoleopholdet og i sidste ende
forberedes til et selvhjulpent og selvstændigt liv uden for Baunehøjs trygge
rammer.
Vi sætter ikke elever i bås, men ser alle elever som
unikke. Elever med udfordringer mødes med udgangspunkt i anerkendelse og
et ressourcesyn, og med blik for hvordan vi bedst muligt kan støtte op om
elevens efterskoleophold. Vi tilstræber, at alle elever uagtet diagnoser eller
særlige behov bidrager og deltager i Baunehøjs fællesskab, opgaver, pligter og
undervisning på lige fod med alle andre elever. Vi tager derfor i udgangspunktet
ikke elever ud af undervisning eller fælles aktiviteter, men støtter op inden
for disse.
