MEDBORGERSKAB OG BAUNETING
Målet med vores medborgerskabsaktiviteter er at danne medborgere, som forholder sig engageret, nysgerrigt og kritisk til deres verden. Aktiviteterne handler om: Natur, Identitet, Globalt Medborgerskab, Medbestemmelse og Kritik. Temaernes konkrete indhold bestemmes i samråd med eleverne og undervisningsformen tilpasses emnet.
Naturtemaet handler tit om klima, biodiversitet og miljøproblemer. Identitetstemaet handler ofte om køns- og kropsidentitet, seksualitet og grænser, racisme og ungdomsproblemer.
Det globale medborgerskab kan handle om hvordan vi kan gøre en forskel i verden og globale problemstillinger som flygtninge og klima. Temaet kritik har blandt andet handlet om overvågning, økonomisk og social ulighed og præstationssamfundet. Vi bruger vores ugentlige Bauneting til at diskutere aktuelle problemer på skolen og i samfundet. Baunetinget kan også tage form af temadage om fx skolens skærmpolitik.
Et af højdepunkter i løbet af året er Utopia – et rollespil om politiske ideologier. Rollespillet varer 5-7 dage. Eleverne undervises i de grundlæggende politiske ideologier, Liberalisme, Socialisme og Konservatisme og udformer på baggrund heraf politiske partier med partiprogrammer og valgstrategier. Grupper af aktivister, lobbyister og pressefolk udfordrer ordførerne for partierne og til sidst afholdes en valgaften, hvor partierne dyster om vælgernes gunst. Forløbet indeholder debataften med ungdomspolitikere og meningsdannere.
I skoleåret 2024-2025 arbejder vi sammen med 2030Beyond og nOmy om et spændende projekt, der hedder OpEn. Projektet involverer kokkeelever fra Danmark og Kenya og sigter efter at udvikle bæredygtige madopskrifter, som vi skal præsentere på Madens Folkemøde i Nykøbing Sjælland og på Folkemødet på Bornholm. Samtidig lærer vores elever om afrikanske unges liv og udfordringer og om, hvordan vi kan inspirere hinanden til bæredygtige mad- og måltidskulturer. Der er afsat cirka 15 skoledage til projektet henover året.