Morgensang på Zoom – af Daniel
Siden jeg startede på Baunehøj og hørte at vi skulle have en morgensang hver, håbede jeg på at jeg ville få en vild oplevelse, som ville blive til en perfekt historie, hvor alle kunne tage noget fra moralen og blive et bedre menneske. Det er dog ikke sket (endnu), og at være veganer er ligesom min ting på Baune (Jeg er vist den første, tror jeg), så det er det i får. Grunden til jeg blev veganer var egentlig ikke specielt svær at forstå for mig, jeg tror ikke nogen af argumenterne er specielt svære at forstå, men det tog ret lang tid for mig før jeg blev det. Man plejer at skulle indse at man kan gøre det før man gør det.
Min store grund til at blive veganer var at det ikke gav nogen mening at dræbe dyr når man egentlig kunne lade vær. Vi er vel alle sammen enige om at dyr er bevidste. Måske ikke helt lige så selvbevidste som os (det der adskiller os, er at vi ved at vi skal dø, mens dyrene ikke gør. Det betyder vel ikke at deres liv ikke har værdi). I bund og grund gør de det samme som os, de går lidt rundt og spiser og parrer sig og så på et tidspunkt dør de. Derfor giver det mening at man ikke vil dræbe dem, hvis man heller ikke vil dræbe mennesker. På et tidspunkt indså jeg bare at den eneste grund til at jeg spiste dyreprodukter var, at det smagte godt. Det var i sidste sommerferie og jeg kedede mig og følte mig lidt meningsløs og ville gøre noget som jeg følte gjorde en forskel. Og jeg tænkte at, jeg ikke kunne gøre så meget, hvis jeg ikke havde disciplin nok til at stoppe med at gøre noget, der både var uetisk og dårligt for miljøet bare fordi det smagte godt.
Da jeg så blev veganer, indså jeg at det slet ikke var så svært som jeg havde troet. I starten var det lidt hårdt med at det ikke var lige så nemt at spise ude, men det kommer man hurtigt over og så bliver det bare en #lifestyle
Før jeg blev veganer, var der en pige i klassen under mig der var blevet MEGET veganer. Hun havde altid hendes salat med i skole og en dag, da vi skulle klæde os ud, kom hun i skole med en trøje, hvor der stod ”i look this good because im vegan” og et stykke pap med en masse billeder af dyr, der ikke havde det sådan helt vildt godt. Grunden til jeg siger det her, er at jeg ikke helt tror, at hun fik specielt mange mennesker til at ændre deres vaner. Det var ikke hende, der fik mig til at ændre mig, det var en af mine andre venner, der bare havde forklaret mig, hvorfor man måske skulle gøre det, og så ramte det mig et stykke tid efter.
For de fleste mennesker bringer ordet veganer syner af råbende plante-evangelister med farvet hår (dette er ikke en af de dårlige ting), og det er ikke fordi jeg er uenig med dem, men jeg tror ikke det er måden, man får folk til at tænke sig om, og så er de selvfølgelig også vildt irriterende og det ikke hjælper sagen meget.
Jeg forventer ikke at alle ændrer deres livsstil med det samme, men jeg håber at bare nogen af jer tænker lidt over, hvad I gør, og om I kan ændre det.