Tegnestiften
Af Liva
Der sidder en tegnestift i oplagstavlen. Sidder, ligger, står eller hænger ved jeg faktisk ikke, men den er der. Den holder ikke et papir nede. Den bruges ikke til noget for tiden, men den er der.
Den har måske været der i noget tid. Den er blevet placeret af en person, men ikke fordi den skulle bruges til noget, den skulle bare have et sted at være.
Den sidder fast, uden mulighed for at komme fri; kold, blank, med kroppen boret ind i mørket. Oplagstavlen er sort, tegnestiften er hvid, kontrasterne gør det svært for mig ikke at bemærke den; dens ubrugelighed, dens historie. Den gør ingen nytte, snart vil den falde på jorden, blive suget op af en støvsuger, smidt ud i skraldespanden og hvad der så sker efter det. Men for nu er den her stadig, den observerer, den observerer os. Den har set, hvad der foregår indenfor disse vægge, hvis den bare også vidste, hvad der foregik udenfor: de lange ture på stranden med samtaler om alt fra alkoholiske forældre til fedtet hår, de sten vi har slået smut med, som nu ligger på bunden. De tårer der er blevet tabt på sandet, latteren der er blevet delt. De gange vi har sagt farvel til noget, og sagt velkommen til noget nyt.
Alle os der sidder i rummet med tegnestiften har hver vores historie, som ingen andre kender til, eller måske kun kender overfladen af. Den anden del er stukket dybt ind tavlen.