Gymnasiedrenge hitter med matematik app – sådan lød overskriften på et indlæg i DR Nyhederne i maj 2013. App’en blev hurtigt et storhit i App Store – og version 2.0 udkom i oktober 2013 (nu med nyt design til iOS 7 og iPad support). Bag successen gemmer sig de tre nu tidligere 3.g’ere Frederik Filip Stæger, Nikolaj Holck – og Rune Højlund, som også trækker spor tilbage til Baunehøj Efterskole, hvor han var elev årgang 2009/2010 og Vennekræs formand i årene 2011-2012.
Da Væksthuset – et web-tidsskrift udgivet af Skolekredsen ved Baunehøj Efterskole – interviewede Rune i efteråret fortalte han bl.a.:
Jeg er overbevist om, at Baunehøj gav mig utroligt meget, men det er samtidig svært at formulere, hvad det præcis var, jeg fik med fra efterskolen. Jeg vil alligevel gøre forsøget..
Det mest oplagte svar på spørgsmålet må være, at jeg på Baunehøj fik en masse rigtig gode venskaber – en del af disse holder jeg stadig fast i den dag i dag. Samtidig er der dog bestemt også nogen fra efterskolen, som jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at holde kontakten med.
Udover venskaber synes jeg også man, i al beskedenhed, kan sige, at Baunehøj gav en dannelse – både når det kom til det sociale, praktiske, kreative og initiativrige (hvis man kan kalde det det). Det sociale og praktiske giver næsten sig selv, men mht. til det kreative kan man i hvert fald sige, at jeg sandsynligvis ikke havde spillet så meget musik den dag i dag, hvis ikke jeg havde udviklet denne side på Baunehøj.
Det, jeg kalder for \’den initiativrige dannelse\’, handler nok i bund og grund om at lære at tro på at vilde initiativer kan udføres. Jeg husker fx. hvordan vi på ganske kort tid (tror det var over en lille uge) fik stablet et kæmpe arrangement på benene, der indsamlede omkring 80.000 kr. til Danmarksindsamlingen. Sådan nogle impulsive store projekter trivedes altid på Baunehøj, og grundlæggende set gik det virkelig op for én, hvor meget man kunne skabe, hvis man investerede tid, vilje og kræfter i projektet. Baunehøj lærte mig på den måde at være åben overfor nye udfordringer og derved rykke mine egne og andres grænser. Jeg erfarede, hvordan man kan få succesoplevelser ved at kaste sig ud i nogle vilde projekter – og tro på, at de i sidste ende vil lykkes. En erfaring, som jeg helt sikkert har benyttet sidenhen – fx. i Vennekræs-arbejdet, men måske i endnu højere grad i arbejdet med \’Matematikken\’.
Læs resten af interviewet med Rune i Væksthuset