Nogen gange kan det der føles som det værste, ende som det bedste
Af Ida Neergaard Kronegh
Jeg kan tydeligt huske Introdagen på Baunehøj. Jeg var dødnervøs og havde ikke bare sommerfugle, men nærmere trampende elefanter i maven. Der var tusindvis af ting, som fremprovokerede denne nervøsitet, men jeg vil nu mene at hele roomie-hejset altså det med, hvem jeg skulle bo sammen med, hvordan hun ville være og om vi to overhovedet ville passe sammen var den største kilde til nervøsitet. Jeg havde nemlig ønsket mig roomies, og selvom det var skræmmende, så glædede jeg mig også helt vildt til at finde ud af hvem hun eller de var for nogle størrelser. Men jeg havde nu slet ikke behøvet alle disse bekymringer. For jeg fandt temmelig hurtigt ud af at jeg, trods mit ønske om roomies, faktisk skulle bo på et enmandsværelse. Jeg ved ikke rigtig, hvad min umiddelbare reaktion var da der var så mange indtryk at forholde sig til på dagen, men da jeg kom hjem og fik lidt ro til tankerne føltes det både forfærdeligt samtidig med at det måske var okay. Jeg vidste det jo ikke, da jeg endnu ikke var flyttet ind på skolen. Da storeflyttedag så endelig kom og elefanterne igen havde fundet vej til min mave, havde jeg stadig ikke en sådan holdning til Kometen som mit enmandsværelse hedder. Men der var havudsigt, blå vægge og en husgruppe, som virkede helt i orden. Min positivitet holdt stik og Kometen blev mit hjem.
Nu har jeg efterhånden gået på Baunehøj i et par uger, og kan derfor nærmere give en konklusion på, hvordan min oplevelse med enmandsværelse har været. Så hvis du sidder derude og frygter at skulle bo alene, så kan jeg fortælle dig, at det slet ikke er så slemt. Jeg vil benytte det her indlæg til at fortælle lidt om de ups and downs, der hører sig til så du ikke går ned med nakken hvis du, ligesom mig, ender på et enmandsværelse:
For det første er det vigtigt at sige at du på ingen måde er alene. Der er hundrede elever på skolen, men vigtigst af alt så har du en husgruppe, og dem lærer du at kende lige med det samme. De er der altid og hvis noget ikke fungerer så gå til dem – det hjælper ikke kun dig, men gør også båndet i husgruppen stærkere.
Derudover så kan du indrette dit værelse lige som du vil. Der er ikke en roomie til at sige, at du ikke må have punkplakater eller måske male væggene skrigrøde. Så nu, hvor du har muligheden, så gør rummet så meget til dit og kun dit som du overhovedet kan. Smid alt, hvad du har derind og, hvis nogen synes det er grimt så kan du jo være ligeglad. Det er jo dit space.
Og så har jeg hurtigt erfaret, hvor rart der er at der ro når man trænger til det. Om aftenen når du er ved at gå til af træthed, da du har løbet rundt og været social, og på hele dagen – så er det sindssygt rart, at du ikke behøver at forholde dig til en roomie, men bare kan være og få lov at bearbejde det, der er sket i dagens løb i fred.
Det var så lidt om hele min oplevelse og nogle råd angående enmandsværelse. Jeg kan forsikre dig om, at efterskole nok skal blive en succes, hvis bare du kæmper for det og rent faktisk giver en fuck. Selv med enmandsværelse. Nogen gange kan det der føles som det værste, ende som det bedste.