Høstfesten

Onsdag den 25 september holdt vi høstfest efter nogen lange dage med høst. Vi gik om dagen og gjorde alt klar til festen. Mit hold pyntede op i ridehallen, hvor festen skulle holdes. Vi pyntede op med borde og halmballer som stole og grene og solsikker på væggene.
Om aftenen kom vores familier. Det var meget forskelligt, hvor mange fra familien vi elever havde med. Jeg havde mine forældre og min moster med. Der var nogle, der ikke havde nogen med, og der var nogle, der havde 9.
Det første stykke tid kunne gæsterne gå rundt på markedspladsen, som nogle af eleverne havde sat op, hvor der blev solgt alt muligt, som vi havde været ude og \”høste\” i høstdagene. Æblemosten var et stort hit, som vi også selv skal nyde godt af i lang tid på efterskolen.
Så skulle vi have aftensmad i ridehallen, som familierne selv havde medbragt. Efter vi havde spist, skulle jeg op sammen med mit hold fra høstdagene og fremføre et høstspil, altså et lille teaterstykke. Vi havde omskrevet H.C. Andersens eventyr Mor Hulda, så det blev lidt mere \”høst-agtigt\”.
Derefter skulle vi danse folkedans. Selvom folkedans måske ikke er min spidskompetence eller yndlings-beskæftigelse, var det super sjovt, fordi man dansede med en masse forskellige folk. Efter det var der kaffe og kage, som man kunne hygge sig lidt med. Lidt efter tog forældrene hjem igen.
Det var en super sjov dag med masser af gode oplevelser. Det var sjovt at møde de andre familier og en god afslutning på nogle hårde, men sjove, høstdage.