Opråb! Ingen skal bo i krig!

Af Daniel, Thilde, Ida, Martha og Uma
Vi er nogle elever fra Baunehøj Efterskole, der er meget frustrerede over regeringens nylige beslutninger vedrørende udsendelserne af syriske flygtninge. Som unge uden stemmeret føler vi at skrive dette brev, er en god måde at sige fra overfor den uretfærdighed vi ser lige nu. Vi har derudover lavet bannere, læst, lært og diskuteret på vores skole.
Udsendelserne af de danske syriske flygtninge er ulogiske. Regeringens begrundelser er for tynde og viser en politik, der holder visse mennesker til højere værdi end andre.
Vi er et af de få lande (sammen med bl.a. Ungarn, en fasciststat hvor premierministeren har fuld kontrol over medierne, og hvor minoriteter bliver dæmoniseret og på mystisk vis forsvinder fra flygtningelejre), der mener at det er forsvarligt at sende mennesker ind i en krigszone, der stadig bliver bombet dag på dag. UNHCR, EU, USA og langt de fleste lande i FN, mener ikke at det er sikkert.
Der er ingen tvivl om hvorvidt det er sikkert at sende flygtningene tilbage. Det at regeringen vælger at køre en politik, der sætter menneskeliv i fare, er ikke kun sjælløst, men også ulogisk.
Det er uacceptabelt, at den danske regering, så privilegeret som den er, sidder og tager livstruende beslutninger, der går ud over en allerede marginaliseret gruppe. Her i Danmark er vi så optagede af vores ”trygge” samfund, at vi handler ud fra frygten for det udefrakommende, og ekskluderer andre når de har brug for tryghed mest. Vi synes det er pinligt at vi, et land med masser af resurser og muligheder, ikke fokuserer vores kræfter på at hjælpe andre. Vi har et basalt menneskeligt ansvar for at hjælpe mennesker i svære situationer. Det ignorerer vi når vi skubber dem væk fra os, i stedet for at række hånden ud og holde fast når der er allermest brug for det.

Tirsdag d. 18. maj var vi til en online festival omhandlende FN’s verdensmål (kaldet Fælles Forandring). Ved festivalen blev der holdt en tale af to elever fra Tommerup Efterskole, der satte et præg på mange af os. Eleverne fortalte om deres ven fra efterskolen, Salar, der netop havde fået frataget sin opholdstilladelse. Han er blandt de mennesker, som den danske regering lige nu mener vil have det sikkert i Syrien. Han havde boet i Danmark i flere år, og var ifølge vennerne en dreng med et stort varmt smil og en lyst til fællesskabet på efterskolen.
Vennerne på Tommerup stod tomhændede tilbage, mens Salar stod i et urimeligt dilemma – enten kunne han bo uden sin familie i Danmark, flygte til et andet land, være på et udrejsecenter med umenneskelige forhold eller flytte tilbage til et land i krig. I stedet for at kunne have et trygt efterskoleophold med sine venner.
Salar er nu på flugt for anden gang i sit liv. Alt sammen fordi den danske regering, der ikke kender Salar og alle de andre i hans situation (og tydeligvis heller ikke ved hvordan det er at bo i en krigszone), vælger en absurd uretfærdig stramning for at sikre en form for ”tryghed” der kun gælder for en smal del af det globale samfund.

I sidste ende handler det om menneskeliv. Selv hvis Salar ikke havde boet i Danmark i flere år og ikke bidrog til fællesskabet på sin efterskole, ville Damaskus aldrig være en sikker mulighed. Vi skriver om netop Tommerups situation, fordi den er et godt eksempel på hvor absurde vi synes udsendelserne er. Der kan sidde en gruppe højt stillede mennesker og tage livsafgørende beslutninger for andre og maskere det som en fornuftig holdning. Det at regeringen kan holde andre menneskers liv i deres hænder, og gøre det til politik og rød imod blå er umenneskeligt og viser hvor lidt andres liv bliver værdsat.

Os der har en stemme er nødt til at bruge den, fordi vi har en. Man kan ikke bo trygt i en krigszone. Man kan ikke påstå at man er et humant land, og samtidig sende mennesker ind i en krigszone. Det er menneskeliv der er på spil, og det er absurd at et spørgsmål om menneskerettigheder fremstår som en holdning.
Vi håber I vil dele dette opslag og selv gå ind i kampen mod denne forfærdelige situation.
Vores tanker går ud til dem, der lige nu sidder og venter på at blive sendt hjem til et kaos og krig, som ingen burde leve i.