Jeg skal ærligt indrømme at jeg havde det svært ….

Jeg skal ærligt indrømme at jeg havde det svært ….

Introtur – af Aslaug Fangel Mo
Da vi ankom Baunehøj Efterskole er jeg ret sikker på at vi alle var (jeg var i hvert fald) propfyldt af forventninger. Ville det blive det fantastiske år alle snakker om, eller ville jeg være en del af den ene procent der hopper af på vejen? Hvordan ville vi have det når vi kom hjem til vores familier efter to uger?
Hvad vil vores svar være når de spørger: ”Hvordan har du haft det?” og ”Hvad har du lavet?”, og alle de der irriterende spørgsmål man ikke liiige gider at svare på når man er så udkørt og træt som vi nok er, når vi kommer hjem.
Vi har alle forskellige meninger om hvordan den første uge her er gået, alt efter hvordan man er som person. Dem der er vant til at være sociale, og bare hopper ud i det, har nok haft det fedt, og har lært en masse nye mennesker at kende. Dem der er mere indadvendt, eller bare godt kan lide at være alene nogen gange (sådan som mig), har måske haft lidt sværere ved at vende sig til det tårnhøje tryk der er på døgnet rundt. Nogen har været hårdt ramt af hjemve, nogen har haft problemer med at indtage alle de nye indtryk, og jeg tror vi alle sammen er ret trætte, og udslidte.
Jeg skal selv ærligt indrømme, at jeg havde det rigtig svært til tider, og havde specielt en eftermiddag (og aften, OG nat) hvor jeg gik totalt død. Jeg var ked af det, og alene, og havde svært ved at række ud og tage kontakt, og blev derfor siddende alene i mit fine lille eneværelse. Der havde været fuld fart på, og jeg havde arbejdet hårdt for at hænge med, men pludselig så kunne jeg bare ikke mere – det var dagen før introturen.
Min husgruppe havde høje ambitioner, og vi kastede os ind i en 120 km lang tur, på cykel, med en uerfaren rytter i gruppen. Men vi var på, og anede ærlig talt ikke hvad vi gik ind til, så afsted kørte vi, før alle de andre, så vi kunne nå at komme til Majas hus i Hornbæk før midnat.
Jeg var stadig lidt trist og ærgerlig, og jeg er ikke specielt glad for lange ture, så jeg tvivlede stærkt på at denne tur ville blive mindeværdig. Men jeg havde ikke rigtig noget valg, så vi kørte der ud ad. Vi blev delt op i par, to og to som skulle være ”cykelmakkere” i et stykke tid før man skiftede, og så skulle man køre sammen med sin makker, og passe på dem, og stoppe hvis de fik problemer. Og det var et rigtig godt koncept. Jeg følte mig tryg, og jeg følte mig igen som en del af gruppen (noget jeg ikke havde gjort dagen før), og jeg fik snakket ud med min makker om hvorfor jeg havde været ked af det, noget som hjalp vanvittigt på mit humør.
I starten kørte vi bare derudaf, og tog en masse små pauser, og havde ingen ide hvor vi var på vej hen. Vi skiftede cykelmakkere ca. hver 7. eller 8. kilometer, og jeg fik snakket om en masse ting, med nogle dejlige piger. Vi kørte laaangt, og vi holdt en god frokostpause midt i Asserbo Plantagen. Så kørte vi laaangt igen, og vi var rigtig trætte da vi nåede til Gilleleje, med rundt regnet 15 km tilbage. Vi tog en pause i en kiosk ved havnen, hvor nogen fik churros, og vi fik sat os lidt ned. Men det var hurtigt tilbage på cyklerne så vi kunne nå frem før det blev mørkt.
Da vi endelige nåede frem til Majas hus var vi alle sammen helt døde. Vi havde kørt 60 km (som nok er længere end nogen af os har kørt på cykel før), og selv Maja var overrasket og imponeret over at vi faktisk klarede den, specielt fordi vi havde taget en masse omveje, og lagt på 5-10 km ekstra. Men vi gjorde det, og vi var så lettede da vi kom frem.
Hos Maja spiste vi aftensmad, og sov alle sammen klods op af hindanden i et stort telt. Jeg selv afskyr ellers at sove i telt, og jeg kan generelt ikke lide at sove udenfor, så jeg havde brugt store dele af sommerferien på at grue for hvor forfærdeligt og ubehageligt det ville blive. Men da jeg så først lå der sammen med de søde, og mega seje piger, som jeg havde kæmpet mig igennem dagen sammen med, så havde jeg det helt fint med at sove i en ulækker og alt for varm sovepose, på et udenomjordisk tynt liggeunderlag. Jeg endte faktisk med at sove rigtig godt (noget der overraskede mig HELT vildt meget).
Dagen efter havde vi kortere at cykle. Vi skulle nemlig den samme vej tilbage, men denne gang havde vi to dage til det.
Så vi spiste morgenmad, og nåede til og med på stranden en lille tur, før vi kørte videre, med retning mod et shelter midt ude i en eller anden skov på vejen hjem.
Men det var hårdt. Alle var trætte, og havde ondt i benene (og andre kropsdele), og det gik rigtig, rigtig langsomt. For ikke at snakke om at vi kørte de første 15-20 km i regn. Og ikke duske-regn, REGN-regn.
Og for at gøre det endnu lidt værre, så var shelteret OPTAGET, og vi måtte sove på en presenning med et lille halvtag over os. Det var mindre komfortabelt, kan jeg tillade mig at sige. Men vi fik alle sovet en smule, og vi stod op tidligt næste morgen så vi kunne komme afsted så hurtig som muligt.
Det sidste stykke vej gik overraskende hurtigt, og vi glædede os SÅ meget til at komme hjem til skolen, og gå i bad, og sove i en rigtig seng igen.
Da vi endelig nåede frem til Baunehøj, var vi sindsygt glade, og stolte af os selv, og SÅ FÆRDIGE. Det var helt vildt at komme tilbage, og kunne sige at vi havde kørt 120 km på tre dage, på cykel. Jeg var sygt overrasket over at vi havde gjort det, og vi følte os simpelthen så seje at det halve kunne være nok.
Jeg tror ikke jeg i min vildeste fantasi kunne have forudset at jeg ville kunne tænke tilbage på denne her tur med så mange positive følelser. For mig, var denne tur som sendt fra himlen. Jeg har det allerede meget bedre med min husgruppe, og de mennesker jeg skal bo sammen med resten af året, og jeg er så glad for at vi fik lov til at gå i gennem det her sammen. Jeg ville gøre det hele igen hvis jeg kunne. Ej, okay, måske ikke alle omvejene, og alle de der kilometer på cykel, fordi hold op hvor var det hårdt. Men alligevel.
Jeg ser alle pigerne i gruppen i et helt andet lys end før vi tog afsted, hvor vi lige var i gang med at lære hinanden at kende. Jeg har lært så mange nye ting om dem, og jeg er blevet endnu mere taknemlig for at det var lige denne husgruppe jeg endte op i. Jeg tror jeg taler for os alle når jeg siger, at denne tur har bragt os tættere på hinanden, også selvom vi blev lidt sure på hinanden, eller irriterede.
Jeg ved ikke hvad vi har i vente de næste fem dage på Baunehøj før vi tager hjem, men jeg ved nu, at jeg kommer til at have en masse nye gode oplevelser at fortælle om til mine forældre, når jeg får taget mig sammen nok til at snakke med nogen som helst. Jeg ved at jeg har en dejlig husgruppe fuld af fantastiske piger, og jeg ved at vi kommer til at få et rigtig godt år sammen (for det meste i hvert fald). Jeg ved også, at jeg har fået 9 nye veninder, hvor der altid vil være nogen der er der for mig, som kan hjælpe mig op igen når jeg falder, som jeg kan betro mig til, og fortælle de svære sandheder til.
Jeg glæder mig til at lære alle mulige andre mennesker på denne her skole at kende i løbet af det her år, men lige nu er jeg bare vanvittig glad for at have de vidt forskellige, men utroligt søde piger i mit liv.
Og nu kan vi så ellers bare gå rundt på skolen og blære os over at vi (en gruppe teeange-piger med generelt meget dårlig kondi) har kørt 120 km på cykel, på tre dage, sammen.

IMG_1176

 

Share This