Cykeltur gav stærkere bånd til hinanden

Cykelturen:

Skrevet af: Amalie Cardel & Liva Beyer – Langelinje

På Baunehøj Efterskole er det en tradition at tage på cykeltur med sin husgruppe. Først var vi skeptiske omkring den gamle tradition, men da tiden nærmede sig, blev vi nervøse for, om vi kunne klare turen. Vores huslærer, Maja, havde forklaret at vi tog afsted torsdag og kom hjem lørdag.

Da vi havde pakket sovepose, liggeunderlag og trankia drog vi afsted mod Kulhuse og tog færgen over til Sølager. Det styrtregnede og vi begyndte at indse, hvad vi havde rodet os ud i.

Vi trådte i pedalerne og satte kursen mod et shelter, som Maja havde booket for natten. Da vi havde cyklet 200 meter, havde vi mistet 3 piger – men vi arbejdede sammen og fandt dem hurtigt igen.

Efter et par timer med pauser og et stop hos en af pigernes mormor, nåede vi frem til et rigtigt hyggeligt shelter, som lå midt ude i en skov. Sammen fik vi lavet et bål og mad over trankia, som vi spiste, mens vi fortalte røverhistorier. Om aftenen blev der ristet skumfiduser, mens vi lærte mere om hinanden.

Næste morgen pakkede vi sammen og kørte mod Amalies sommerhus, som ligger i Hundested. Maja havde arrangeret ”cykelmakkere” så vi kunne få snakket på kryds og tværs.

Vi ankom, trætte, svedige og glade for, at vi var kommet frem! Der blev lavet kakao, som vi hyggede med i haven.

Da vi var kommet ned i gear, tog vi en lille tur til Hundested havn, hvor vi spiste is og sang kærlighedssange med fulde mænd. Det var faktisk virkelig hyggeligt. Om aftenen var vi ude at bade og vi nød solnedgangen.

Dagen efter tog vi tidligt afsted og nåede hjem til skolen før frokost.

Det var alt i alt en cykeltur, som gik over alle forventninger og vi er blevet et Langelinje med et stærkere bånd til hinanden.

\"\"