Nymoderne støvledans og mosh-pit til ”Kvinde min”
For at slutte en anderledes, intens og ikke mindst rigtig fed høst-uge af, havde skolen inviteret Gasolin kopibandet Grassolin op til en kort koncert i ridesalen. Grassolin spiller Blue Grass, sådan rigtigt bondemands-viser, men kun Gasolins sange. Så de har taget Gasolins megaklassiske og meget velkendte sange som fx ”Kvinde min”, ”Hvad gør vi nu, lille du”, ”Rabalderstræde” og forvandlet dem til bondemandsviser, der bliver danset støvledans til. På papir lyder klassiske rocknumre forvandlet til folkemusik, nok ikke som noget en stor flok unge ville syntes var specielt interessant eller sjovt. Men med den rette stemning og støvledans til, skal jeg da lige hilse og sige at det i den grad godt kan blive sjovt.
For at komme i den helt rigtige stemning havde vi alle fået besked på at møde op til koncerten klædt ud som vaskeægte landmænd, hvilket var en lille smule udfordrende for de fleste, eftersom landmands-looketikke ligefrem er på mode for tiden. De fleste elever fandt dog på et eller andet, og mødte op i overalls, gummistøvler og frække stråhatte, alle sammen klar til at fyre den af med støvledans til ”Kvinde min”.
Og støvledans var der i hvert fald masser af. Uden at overdrive kan jeg love dig, at der var 102 gummistøvler, der med voldsom fælleskraft fik støvet i salen til at rejse sig som en tæt tåge af småsten overalt. Samtidig med at der blev råbt og skreget YAAR, EYYY, OOOH, YAAR – som havde vi stået til en enorm hiphop-koncert, hvilket vi virkelig følte vi gjorde specielt da folk pludselig begyndte at danne små cirkler, og hype hinanden op til sindssyge mini mosh-pits.
Bare selve ideen om at vi lavede mosh-pits til folkelige sange, der er over 40 år gamle, lyder fuldstændig sindssygt og meget abstrakt, men det føltes helt rigtigt og naturligt. Stemningen var især høj, da lille Ronny i bandet virkelig bare jammede fuldstændigt igennem på sit vaskebræt og bare fyrede den af og hans hænder famlede alt for hurtigt rundt på det skøre instrument.
Faktisk, så var vores nymoderne fortolkning af folkedans så fed at sangeren i Grassolin, Nikolaj, måtte indrømme at vores dans og gode energi, havde givet ham håbet på fremtiden tilbage – hvilket han havde mistet under den amerikanske valgkamp.
Mosh-pists´ne og den enormt gode stemning blev ved i den lille times tid bandet spillede, og blev sluttet godt af med et ekstra nummer, efter vi alle havde hyldet Ronnie en ekstra gang.
Super aften!