Stof til eftertanke

Stof til eftertanke

Af Rikke Klarskov
Vi kender alle fortvivlesen og forvirringen, når en situation giver så blandede indtryk, at man faktisk ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv. Er jeg glad? Er jeg sur? Eller ked af det? Og når så store kontraster alle passer på en given hændelse, giver den efterfølgende følelse altid stof til eftertanke. Sådan var det at være på besøg på et asylcenter.

I Medborgerskab har nogle af os beskæftiget os med emnet ’Flygtninge’. I den forbindelse tog vi til Jægerspris, hvor der ligger et asylcenter for uledsagede, mindreårige flygtninge: altså børn, der er flygtet til Danmark uden forældre eller værge. På centeret boede der 20 drenge fra 12 til 17 år. Langt de fleste var flygtet fra Syrien og havde kun været i Danmark i nogle uger.

Stemningen derude var god, og drengene var ligeså spændte på at møde os, som vi var på dem. Vi fik rundvisning, så deres værelser og spillede pool, bordtennis osv.. Det var ligesom at være sammen med sine venner – her skulle vi bare tale engelsk. Og dog ikke: For de fleste af drengene havde oplevet episoder, der på ingen måde minder om den dagligdag, vi har i vores fredfyldte land. Episoder som man hører om i nyhederne, men som stadig giver dyb forargelse, når der står en dreng på ens egen alder, og gengiver disse hændelser.

Ahmed på 16 år var flygtet fra Syrien alene. Han delte glad ud af turistråd om Syrien, og var ekstremt venlig og imødekommende. Derfor var det også chokerende, da han på to sekunder gik fra at tale om palmerne i Syrien til hans bedste ven, der blev henrettet for øjnene af ham af IS. Det lyder hårdt og brutalt skrevet sort på hvidt, men det var – og er – altså den barske sandhed. Endnu sværere var det at komme med en kommentar til hans historie. Hvad siger man til en dreng, der fortæller historier, som man på ingen måde kan relatere til? Historier man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig ske for en selv?

Besøget på asylcenteret har givet stof til eftertanke for os alle. Jeg ved ikke, hvad min konklusion på hele episoden er. Sådan er det med den slags kontrastfyldte oplevelser: De tager længere tid at bearbejde. Men jeg ved, at jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor der er fred. Det kunne trods alt ligeså godt være mig, der var født Damaskus, og ham der var vokset op i Danmark.