SET FRA ET LÆRERSYNSPUNKT

Values and democracy at Baunehøj Efterskole

– oplæg til Happy education 2019 forum, Danish lifeschool, values and practices, Sydkorea 2019

Tingmødet og Baunehøjs værdier

Et af de spørgsmål jeg ofte stiller mig selv er; hvordan lærer vi at leve som frimodige, oprigtige og rodfæstede mennesker i en verden i konstant forandring, samtidigt med at vi forbinder os med forpligtende fællesskaber? Hvordan lærer vi at tage ejerskab både for vores eget liv og for det samfund vi lever i?

På Baunehøj Efterskole, hvor jeg har arbejdet i fire år, taler vi som medarbejderne meget om hvordan vi taler med og om eleverne, og hvordan vi dyrker en ansvarsfølelse i dem, som giver dem ejerskab overfor hinanden og overfor skolen.

Tingmødet
Danskerne nedstammer fra vikingerne, som mest er berømte for at hærge og plyndre og tage på togt, men faktisk var det ikke det eneste vikingerne var gode til – de var også gode til at tale sammen, og på den måde nå til enighed om, hvordan deres samfund skulle fungere. Vikingerne holdt tingmøder, hvor de afgrænsede et område med sten eller runestave. Området inden for stavene var helligt, og man måtte derfor ikke gøre vold mod hinanden der. På disse tingsteder blev der talt om alt fra helt lavpraktiske ting til større spørgsmål om lov, ret og hvad der var sandt og usandt. Tingstederne blev grundlaget for vores demokrati i Danmark, de blev til det der i dag er vores Folketing, hvor medlemmerne er bundet af deres overbevisning om at søge indflydelse alene ved ordets magt.

I lighed med tingstedet er en efterskole også et afgrænset område, hvor man, på en fredelig måde, kan tage fat om livet og stille sig selv og andre de spørgsmål, der er nødvendige at få besvaret, når man er i gang med at øve sig på at være menneske. En efterskole er altså et lille samfund i samfundet, et afgrænset område, som fungerer som en træningsbane for alt det man skal ud og gøre i den virkelige verden senere. Det er derfor vigtigt, at vi på efterskolerne, i lighed med vikingerne, har et sprog og nogle rammer for hvordan vi omgås og taler sammen.

Kerneværdier på Baunehøj

Tingstedet Baunehøj er indkranset af de fire stave; dygtighed, troværdighed, ligeværdighed og gådefuldhed. Det er de grundværdier, der danner grundlaget for hvad vi gør på skolen, og hvordan vi taler med vores elever.

Dygtighed er faglighedens og håndens sprog. Det handler om respekten for træningen, forberedelsen, finessen og finpudsningen. Det handler om bestræbelsen på at beherske noget. Troværdigheden handler om at lære at skabe sammenhæng mellem det du siger, og det du gør. Det handler om oprigtighed, og om at have tillid til sig selv og andre. Ligeværdighed er demokratiets sprog. Det handler om at lytte og respektere andre synspunkter end sit eget, og det handler om at lære, at alle mennesker er lige meget værd. Gådefuldheden er det ukendte sprog, som ingen nogensinde kommer til at lære helt. Vi finder gådefuldheden i kunsten, i myterne, i eksperimenterne og i den forjættende erkendelse, at livet altid vil overgå vores fantasi.

Dannelse

Vi vil på Baunehøj gerne tale både dybt og bredt om livet med vores elever og lære dem flere sprog. Vi vil gerne danne hele mennesker. At danne eleverne handler om andet og mere end at uddanne dem. Man kan sige, at det er at uddanne for livet, om livet.

På Baunehøj vil vi altså ikke begrænse vores skole til kun at handle om engelsk og matematik, selvom dannelsen absolut også foregår i disse fag. Vi lærer dem at lave mad, passe en køkkenhave, synge kor, gøre rent, bo tæt sammen på værelser, at gå på opdagelse i kreative og praktiske fag og vi lærer dem, at der er mange måder at se ud og være menneske på, og at ingen mennesker kommer igennem livet uden at begå fejl.

Hvis vi som lærere skal lære vores elever, at det er okay at begå fejl, så må vi også turde vise dem, at vi som voksne mennesker også er fejlbarlige. Faktisk tror jeg, at noget at det vigtigste er at vise dem og fortælle dem, at en lærer, eller en hvilken som helst anden voksen, langt fra er perfekt og at vi begår masser af fejl, selvom vi klarer os udmærket. Jeg tror, at mange unge bliver usikre og angste, fordi de tror de skal være perfekte – derfor er vi på vores skole bevidste om også at vise os fra andre sider, end der hvor vi er de dygtigste.

For mit eget vedkommende var det også svært som ny lærer at erkende overfor mine elever, og ikke mindst mig selv, at jeg ikke kunne og vidste alting, at jeg ikke var det perfekte forbillede. Men som med alt andet bliver man bedre til det man øver sig i – og guderne skal vide, at jeg på de fire år jeg har arbejdet på Baunehøj ofte har sagt ”Det ved jeg ikke,” ”undskyld” og ”jeg tog fejl”, og efterhånden blev det lettere, og jeg fandt ud af, at eleverne ikke respekterede mig mindre, fordi jeg erkendte mine begrænsninger – tværtimod. F.eks. har jeg prøvet at flække mine bukser foran en gruppe elever, imens jeg underviste dem, uden at hverken de eller jeg lod sig mærke med det – det betød ingenting, for de vidste jo i forvejen, at jeg bare var et helt almindeligt menneske, for hvem den slags sker.  Det var ikke pinligt eller mærkeligt, det var bare sådan det var. Oplevelser som dem, tror jeg, er frisættende, fordi de lærer os, at vi ikke behøver at være andet eller mere end det vi er. Hvis man som lærer tør at være åben og ærlig overfor eleverne, så har man lagt grundstenene til en ligeværdig og troværdig relation. Og med sådan en relation kan man nå meget langt – både hvad læring angår, men også hvad dannelsen angår, for man får lov at gå til sine elever – man får lov at spørge om ting der kan være svære, og man kan få lov til at irettesætte dem, når de træder forkert. Kort sagt får man lov til at hjælpe dem til at blive modne, helstøbte mennesker.

Undervisning er altså ikke som at fylde en spand med vand, men som at tænde et bål. Med andre ord er lærdom er ikke én konkret ting, der skal fyldes i et tomt hylster – det er en gnist, der skal sætte fut under et virvar af brænde og spåner, der er der i forvejen, og som forvandler sig til et bål, der kan varme og lyse og udvikle sig. Vi skal ikke diktere vores elever, vi skal inspirere dem.

Bauneting, UTOPIA og krølle på halen

Bauneting
Jeg er selv medborgerskabslærer, og jeg forsøger at give mine elever et indblik i, hvad demokrati betyder i praksis og dermed give dem en fornemmelse af hvilke værdier, ikke bare vores skole, men hele vores samfund er bygget op omkring.

Hver onsdag eftermiddag afholder vi det vi kalder Bauneting – selvom man, som før nævnt, kan anskue hele efterskolen som et tingmøde, så er Baunetinget et konkret møde, hvor alle eleverne samles i en times tid for at planlægge dagen og vejen og for at debattere forskellige emner. Emnerne der tages op kan være alt fra helt lavpraktiske ting som at der skal designes et logo til deres efterskole-hoddies eller det kan være af mere abstrakt karakter, når de taler om, hvordan deres mobiltelefoner potentielt kan påvirke deres fællesskab på en negativ måde.
Deres diskussion om mobiltelefonerne var affødt af, at vi på Baunehøj tager elevernes mobiler fra dem i deres første tid på skolen, og eleverne skal selv finde ud af, hvornår de vil have dem tilbage. I år endte diskussionen med, at de gerne ville vente med at få dem tilbage, da de havde lyst til at nyde tiden med hinanden, uden telefonerne imellem sig, lidt endnu. Deres diskussion forblev altså ikke ved snakken; den blev til en beslutning. En beslutning, der forhåbentlig demonstrerede for dem, at de ikke kun er i stand til at lære om demokrati, de er også i stand til at udføre den i praksis.

Baunetinget er et godt sted for vores elever at træne især troværdigheden og ligeværdigheden. Troværdigheden fordi de på Baunetinget taler om og aftaler ting, som efterfølgende skal stå mål med virkeligheden. F.eks. er det ikke specielt troværdigt, hvis en elev på et baunetingsmøde har siddet og argumenteret for, at alle elever sagtens kan administrere at have deres mobiltelefoner på sig hele tiden, hvis det så viser sig, at den pågældende elev sidder med næsen i sin telefon konstant, og dermed forsømmer sin forpligtelse overfor fællesskabet.

Ligeværdigheden trænes, fordi de i Baunetinget både øver sig i at lytte til og diskutere med hinanden, også selvom de ikke er enige og måske aldrig bliver det.
Grundtvig var meget optaget af noget han kaldte den levende vekselvirkning – det levende spilrum mellem lærer og elev, mellem eleven og emnet og mellem eleverne. Han mente, at man som lærer burde lægge sine herskernykker til side og iføre sig tjenerskikkelse i stedet. Læreren skal altså hjælpe eleven, ikke uddele ordrer og facitlister. Læren skal præsentere eleverne for emner, som de direkte eller indirekte kan forbinde med deres egne erfaringer med livet, og så skal læren give eleverne mulighed for indbyrdes at høre, forstå og lære af hinanden. Det interessante i denne sammenhæng er altså hverken læreren eller eleven, men det der foregår imellem dem – det levende spilrum, hvor man er fri til at udforske et fælles tredje.

UTOPIA

Udover Bauneting, så arbejdede vi sidste år med demokrati på den måde, at vi lavede en politisk rollespilsuge, som vi kaldte UTOPIA. Eleverne fik alle tildelt en rolle – nogle blev journalister eller aktivister, men de fleste blev delt ud på en af de tre ideologier; socialismen, liberalismen og konservatismen. Med udgangspunkt i deres ideologi skulle de stifte et imaginært parti, og herefter føre valgkamp mod hinanden for at vinde det fiktive valg, der lå sidst på ugen. Det blev en sjov, interessant og lærerig uge, hvor eleverne fik sat sig selv i spil på rigtig mange måder. De lærte, hvordan man kan give udtryk for en holdning på en kreativ og opsigtsvækkende måde, de lærte hvordan man gebærder sig i en større debat, de lærte konkrete ting om klima, socialpolitik, udlændinge og uddannelse, de lærte hvordan man bliver ungdomspolitiker og de lærte hvordan politik og presse er meget tæt forbundne. Det vigtigste, og det som jeg især håber de tager med sig fra ugen, er at alt politik i bund og grund handler om værdier og om, hvordan man skaber det man selv mener er det perfekte samfund. Hvordan man skaber Utopia. Der findes med andre ord ikke god og ond politik, men der findes forskellige måder at forstå og forvalte begreber som retfærdighed, forpligtelse, identitet og frihed.

Frihed til forskellighed og forpligtelse på fællesskab
Netop denne forskellighed er en vigtig erkendelse i vores forståelse af demokratiet, og hvordan det fungerer. Vi er forskellige, og derfor kan alle ikke blive enige om alt, hvorfor det utopiske samfund heller aldrig bliver en realitet. Der er dog alligevel ting, som vi er fælles om. Grundtvig mente, at alle mennesker, på tværs af kultur, religion og nationalitet, har ånd, sjæl og legeme til fælles; alle har vi selvbevidsthed, erkendelsen af at vi ikke har skabt os selv, erfaringer med fejl og mislykkethed og ikke mindst mulighed for at rette op på vores liv igen. Så længe vi har øje for vores fælles sandheder, er vi i stand til at holde tingmøde med hvem som helst om hvad som helst; og netop dén evne, tror vi på Baunehøj, er en del af opskriften på, hvordan man går ud i verden som et ungt menneske med friheden til at følge sine egne veje, samtidigt med at man føler sig forbundet og forpligtet til andet og mere end sig selv.