MEDBORGERSKAB
Målet med faget er at danne medborgere, som forholder sig engageret, nysgerrigt og kritisk til deres verden. Faget udspiller sig i fire temaer hen over året: Natur, Identitet, Globalt Medborgerskab og Samfundskritik. Temaernes konkrete indhold bestemmes i samråd med eleverne. Naturtemaet handler tit om klima, biodiversitet og miljøproblemer. Identitetstemaet handler ofte om køns- og kropsidentitet, seksualitet og grænser, racisme og ungdomsproblemer.
Det globale medborgerskab kan handle om hvordan vi kan gøre en forskel i verden og globale problemstillinger som flygtninge og klima. Temaet samfundskritik har blandt andet handlet om overvågning, økonomisk og social ulighed og præstationssamfundet. Vi bruger også Medborgerskab til at diskutere aktuelle problemer på skolen og i samfundet.
Højdepunkter i løbet af året er temaugen Utopia – et rollespil om politiske ideologier, debataftener med ungdomspolitikere og meningsdannere, Verdensmålprojektet – en projektuge med FN’s globale bæredygtighedsmål som omdrejningspunkt og Fælles Forandring – Efterskolernes verdensmålsfestival.