FORFATTER
Linjefag er på 5 timer om ugen og vælges først når skoleåret er gået i gang.
Hvad er det for noget? Hvornår er noget noget? Og hvordan deler jeg det noget med nogen?
I Forfatterlinjefaget prøver vi at fatte stjernehimlen over os og de kreative evner i os selv.
Vi prøver at fatte verden for os selv og på linjerne lægge den ned for øjnene af dem der læser. Vi træner os nysgerrige og leger sproget overraskende på nye måder, der både sætter sætningerne og den der skriver fri.
Vi lader os inspirere af andre forfatteres tekster, musik, malerier, men også af de ting, der hele tiden er lige rundt om os: suset i birketræerne i mødet med vinden eller mødet med et tilfældigt smil eller suset fra en overhørt sætningsstump. Vi samler op og skriver ned i digte, i sange, i kortere prosa.
Vi giver oplevelser form som tekst og teksterne form i oplæsninger og projekter. Til skolens fællesarrangementer og på skolens hjemmeside.
Så hvornår er noget noget og hvordan rammer man et præcist udtryk for det? Det vil vise sig!
Eleverne siger: (Det lærte vi…)
“At finde sin egen tone når du skriver”
“En masse og om en masse”
“At finde sit eget jeg – at lære mere om mig selv”
“Jeg ville vælge skrivefag, da det er det bedste valg jeg har truffet, udover det at jeg tog på efterskole”
“Blive bevidst om udtryk og virkemidler”
“Møde andre som også har stor passion for at skrive”
“Jeg lærte at udtrykke mig meget præcist”
“Udforske sproget og udfolde dets kompleksitet”
“Det sammenhold der skabes når man giver noget af sig selv gennem sine tekster”
“Jeg har lært om poesi og prosa, perioder, kunstnere, forfattere og psykologer”
“Skrivefag har lært mig at eksperimentere mere, tage chancer og prøve ting af”
“Jeg har fået en udvidet forståelse for kunst, kultur, musik og sprog”
“Jeg er blevet mere beslutsom og samtidig mærkbart bedre skriftligt”