Det inkluderende undervisningsmiljø
Optagelse for elever med særlige behov. Inklusionspuljen
Elever med særlige behov kan søge optagelse under vores inklusionspulje. Vi optager op til 10 elever om året med særlige behov.
Er dit barn udredt for diagnoser som for eksempel ADHD, ADD, en autismespektrumforstyrrelse eller har andre særlige udfordringer eller behov, vil vi forud for opstarten af skoleåret indkalde til en samtale. Her vil vi i samarbejde med jer skabe det nødvendige overblik over udfordringer, modtaget støtte fra tidligere skole mv. og med det udgangspunkt lave en handlingsplan for støttebehovet under efterskoleopholdet.
Samtalen og inklusionsplanen skal medvirke til at afstemme forventninger og give os mulighed for at tilrettelægge undervisningen ud fra elevens behov.
Vi ser inklusion som en dynamisk proces, hvorfor planen justeres og evalueres løbende med eleven som medspiller.
Vi vil være behjælpelige med indhentning af oplysninger og dokumentation fra myndighederne, da vi søger at sikre at stat og kommune får givet den rette støtte, der ligger til grund for indsatsen.
Du kan ikke søge om optagelse på Baunehøj hvis:
Eleven lider af svær depression, udadreagerende eller selvskadende adfærd, har behandlingskrævende diagnoser og forstyrrelser, der vil udfordre skolen på en måde, vi ikke realistisk kan håndtere.
Støtte i undervisningen:
Støtten på Baunehøj tilpasser vi til den enkelte elev og kan foregå på flere måder f.eks. ved:
- Støtte i den almindelige undervisning
- To-lærerordning
- Undervisning på særlige hold og andre ekstraordinære holddannelser
Vi har fokus på kvaliteten af de muligheder vi giver og de rammer, vi sætter for vores elever. Vi arbejder for, at alle elever skal have lige muligheder for deltagelse i det faglige læringsfællesskab i klassen. Det inkluderende arbejde på Baunehøj Efterskole gælder som udgangspunkt derfor alle elever og lærere og fungerer ikke som en særskilt ”satellit”.
Støtte med socialt fokus
Vores elever er inddelt i blandede husgrupper med højst 15 elever. Hver husgruppe har en husgruppelærer som følger eleverne tæt i deres hverdag og dermed også i deres sociale tilgang til efterskolelivet. Huslæreren kommer tæt ind på livet af eleverne med en intention om at støtte den enkelte i at opnå gode sociale kompetencer.
Hvis der er behov, kan skolen efter aftale og i samarbejde med hjemmet søge midler til ekstra støtte. Tiltaget vil kunne indgå som en del af inklusionsaftalen som en mentor-ordning. Hvis der opstår behov for psykologhjælp under efterskoleopholdet, anbefaler vi, at eleven benytter en psykolog i nærheden af egen bopælsadresse. Forældrene afholder selv udgiften hertil.
Dokumentation:
Søger eleven optagelse under inklusionspuljen har vi brug for relevant dokumentation i forbindelse med optagelsen. Dette kan være i form af aktuel skoleudtalelse, udtalelse fra PPR, udredningspapirer i form af PPV og lign. Kommunen har pligt til at udarbejde en opdateret PPR-udtalelse, hvis støttebehovet er over 9 ugentlige støttetimer.
Er I i tvivl om hvilken dokumentation, der er relevant i forbindelse med optagelsen, kan I skrive en mail til be@baunehoej.dk.
Besøg os:
Er Baunehøj det rigtige sted for eleven? Hvis I har spørgsmål eller er interesserede i et møde vedr. inklusionsoptag og gerne vil have en rundvisning på skolen, er I velkomne til at skrive til be@baunehoej.dk
Inklusion i Baunehøjde
På Baunehøj Efterskole ser vi forskellighed som en styrke og en vigtig ingrediens i et godt fællesskab. Vi ser det som en forudsætning for et velfungerende samfund, både at alle har lige adgang til fællesskabets goder og at alle anses som naturlige bidragydere. Inklusion er en gevinst for alle og skaber stolthed og tryghed i hele elevflokken. Vi har alle forskellige roller og masker som indbefatter udfordringer og muligheder. Inklusion handler derfor ofte om at finde eleven bag masken. Når vi taler om inklusion, må vi antage, at der er elever, som bliver opfattet som nogen, der står udenfor fællesskabet og måske også selv oplever at være ekskluderet. Man kan altså godt opleve at være rummet uden at være inkluderet, og det er ikke godt nok for os. Det hjælper ikke noget at få støtte i undervisningen, hvis man føler sig udenfor i elevfællesskabet. Vores fokus er derfor først og fremmest at skabe et rummeligt fællesskab og indenfor det fællesskab – i kraft af det fællesskab – at hjælpe de elever, der har særlige, individuelle behov. For at behandle alle elever lige, er det nogle gange nødvendigt at behandle nogle elever forskelligt.
Baunehøjs målsætning for arbejdet med inklusion
Baunehøj Efterskole ønsker at medvirke til at sikre elevens sociale og faglige udvikling ud fra skolens grundlæggende princip om læring i fællesskab. Det er vores klare overbevisning, at der i enhver ung ligger et ønske om og et behov for at lykkes med livet – og som efterskoleelev. Vores målsætning er at give eleven tro på sig selv og egne evner, så den unge får mulighed for at udvikle sig fagligt og socialt under efterskoleopholdet og i sidste ende forberedes til et selvhjulpent og selvstændigt liv uden for Baunehøjs trygge rammer.
Vi sætter ikke elever i bås, men ser alle elever som unikke. Elever med udfordringer mødes med udgangspunkt i anerkendelse og et ressourcesyn, og med blik for hvordan vi bedst muligt kan støtte op om elevens efterskoleophold. Vi tilstræber, at alle elever uagtet diagnoser eller særlige behov bidrager og deltager i Baunehøjs fællesskab, opgaver, pligter og undervisning på lige fod med alle andre elever. Vi tager derfor i udgangspunktet ikke elever ud af undervisning eller fælles aktiviteter, men støtter op inden for disse.