UDDANNELSES-VEJLEDNING

BROBYGNING
Elevernes uddannelsesplaner

Sammen med den enkelte elev udarbejder vi en personlig uddannelsesplan, hvori det fremgår, hvilke mål eleven har for uddannelse efter 10.kl. Dette sker dels i forbindelse med den obligatoriske selvvalgte opgave og dels ved personlig rådgivning i forbindelse med udfærdigelsen af uddannelsesplanen og ved individuelle elevsamtaler. Vi vil ret tidligt i skoleåret afklare, om der er overensstemmelse med elevens ønske om ungdomsuddannelse og skolens indstilling. Denne afklaring vil ske i et samarbejde med forældrene, således der kan ske en målrettet indsats i løbet af skoleåret.

 

Da eleverne på Baunehøj kommer fra mange kommuner, er det vanskeligt for os at give en fyldestgørende orientering om den enkelte elevs konkrete muligheder, da disse er ret forskellige afhængig af den enkeltes hjemsted. Vi henviser til den kommunale ungdomsvejledning og viderebringer al den information, vi kan fremskaffe.

Skolens vejledning

Vi vil hjælpe den enkelte elev og familie med individuel vejledning. Vi vil undervise den enkelte elev i, hvordan man kan søge og anvende informationer, herunder it-baserede informations-og vejledningstilbud, om valg af uddannelse, uddannelsesinstitutioner og fremtidig beskæftigelse.

 

Ud over den individuelle vejledning vil vi orientere eleverne på forskellig vis.

 

Tilsendt uddannelsesmateriale fra regionerne vil blive givet videre og det øvrige uddannelsesmateriale, som skolen modtager, vil blive præsenteret og lagt frem til eleverne i uddannelsesreolen.

Åbent Hus arrangementer

På Baunehøj har vi den opfattelse, at eleverne skal have lov til at deltage i hjemlige informationsmøder, hvorfor de kan få fri, hvis forældrene meddeler os det.


Desuden vil der på skolen afholdes forskellige arrangementer f. eks. vejledningsaften ved forældre, besøg fra forskellige uddannelsessteder.